Åbningsfest
Den 13. juni 2025 løb den officielle åbning af projekt “Frisk luft og Fællesskab i Ny Tolstrup” af stablen. Læs omtalen i Sjællandske Nyheder her.
Formål
Ideen med projektet er at er at skabe et samlingssted for alle, hvor man kan være aktiv sammen, eller blot mødes på en bænk med naboerne, og på den måde være en del af hinandens liv – på tværs af aldre.
Projekt omfatter et udendørs samlingssted med bålplads og overdækket område. Rundt om på pladsen vil der være blomster, bærbuske, frugttræer, insekthoteller, stenbunker og kvashegn. For dem der gerne vil være mere aktive; en træningsplads, en motorikbane og en legeplads. En grussti rundt på hele området gør det muligt at gå en tur, selvom man ikke er så godt gående, eller hvis man er i kørestol. Der vil også være flere bænke rundt på arealet, hvor man kan tage et hvil.
Legepladsen består af rutsjebane, svævebane, rede-gynge og snurre-top, og skal samle omegnens børn til glade stunder. Aktiviteterne spænder bredt aldersmæssigt, så der både er noget for de små børn, og for teenagerne og de barnlige sjæle.
Motivation

Det vigtigste er, at vi understøtter det sociale liv i byen og omegnen, så lokalsamfundet udvikler sig. At foreningslivet fortsætter, og at det område, der siden 1958 har huset foreningen EIF Ny Tolstrup, forbliver et attraktivt samlingssted. En fodboldbane gør det ikke alene, og vi vil indrette uderummet, så det svarer til den efterspørgsel, der er i lokalsamfundet f.eks. udendørs træningsmuligheder og steder, børn kan lege. Det skal være et samlingssted for omegnen, hvor man kan mødes til mange forskellige aktiviteter året rundt, om det så er omkring bålet med snobrød, til æble-plukning, til træning, på forhindringsbanen eller legepladsen, eller bare at nyde vejret på en bænk. Et sted for spejdernes aktiviteter, både når vejret er godt og skidt. Hvor efterskolens mange elever kan udføre deres træningsfag eller på egen hånd. Det vigtigste for os, for byen og for omegnen, er fællesskabet.
Projektet bidrager til:
- At gøre landsbyen Ny Tolstrup til et attraktivt, levende sted at bo. En by der symboliserer socialt sammenhold på tværs af aldersgrupper med mange forskellige aktiviteter; de planlagte regelmæssige aktiviteter, såvel som spontane træf, når man har tid og lyst til at mødes. Ny Tolstrup har en del ældre borgere, der har boet i byen siden deres unge år. Over de kommende ti år vil der ske en stor udskiftning i byen, og vi ønsker at sende et klart signal om, at vi er en landsby, hvor folk gerne vil hinanden, en landsby hvor man ønsker at lære sine naboer at kende og tilbringe tid sammen. Et sted, hvor børnene har et naturligt samlingspunkt, hvor man kan være nogenlunde sikker på, at der er nogen at lege med, og som er mere interessant, end at sidde hjemme foran skærmen eller alene med mobilen.
- At give mulighed for aktiviteter ude i naturen. At træne udendørs, at lege udendørs, at holde arrangementer omkring bålet, at gå udendørs på grusstien, der forbinder hele området, selvom man er gangbesværet. Et sted man går hen for at plukke frugter og bær i takt med sæsonen. Et sted man går hen for at se biodiversitetens mangfoldighed, når sommerfugle, bier og insekter summer i de hjemmehørende arter af blomster, buske og træer. Et sted hvor fuglene bygger reder i foråret og finder føde i træerne om efteråret. Dét sted, vi i fællesskab har skabt for os, og for naturen. Det sted, vi i fællesskab har planlagt, beplantet og skal passe på de mange år, der kommer.
- At skabe forbindelse til vandrestierne i Bidstrupskovene, den kommende naturnationalpark. Således at man kan tage ophold på området, når man er ude at gå eller vandre. Området er offentligt tilgængeligt, og kan både nås til fods eller på cykel gennem skoven eller gennem byen. Der er også parkeringsmuligheder ved pladsen. Lige ved indgangen ligger også et stoppested for busrute 215 der forbinder Hvalsø og Osted (og videre til Solrød).
- Et sted der passer ind i omgivelserne – hvor der er tænkt på om materialerne og udseendet passer til en landsby omgivet af skov. Det der er muligt laves i FSC-certificeret Robinie-træ og metal, og de dele der laves i gummi/plastik laves i naturfarver. Jord, der skal flyttes, bruges til andre dele af projektet på matriklen, og der laves kvashegn, som byens borgere kan bruge til deres afklip, så de ikke skal køre på genbrugspladsen.
Det, vi ønsker, er:
- Et sted, der forener byen og omegnens forskellige beboere; vi har både husejere, huslejere, efterskoleelever, spejdere, samt Avnstrup Asylcenter lige nede af vejen. Det skal være et sted for os alle .
- Et sted, hvor man kan tage hen som familie, hvor der er noget for alle. Et sted hvor børn i alle aldre kan blive udfordret på en stor legeplads. Et sted hvor forældrene enten kan lege med, få trænet, eller være sammen med de andre forældre, mens der bliver lavet mad over bålet.
- Et sted, der bliver så dejligt at være, at folk kommer fra andre steder i området, for at opleve legepladsen eller plukke æbler i frugtlunden. Et sted der kan inspirere, så andre føler, at de også kan udvikle sådan et område i deres landsby – og møde en forening, der gerne vil dele inspiration og erfaring til at få det til at ske.
Beskrivelse af de forskellige elementer i det samlede projekt
Overdækket område til sociale friluftsaktiviteter samt bålplads: En overdækning, hvor man kan lave aktiviteter, når vejret udfordrer. Der skal være plads til at sidde og ligge, og der vil foran overdækningen være bålplads.
Der skal plantes hjemmehørende blomster, bærbuske og frugttræer langs stien, samt laves insekthoteller, stenbunker og kvashegn til sommerfugle, bier og andre insekter. Kvashegn skal være en oplagt mulighed for borgere til at komme af med deres afklip, så det ikke skal køres afsted på trailere til genbrugspladsen. Frugt og bær skal være for alle, der har lyst til at nyde noget fra frugtlunden.
Udendørs træningsanlæg i robinietræ og stål: anlægges laves med fokus på øvelser primært med egen kropsvægt. Der vil være små skilte der viser de forskellige øvelser man kan udføre, så man kan gøre det alene eller i fællesskab. Der etableres gummibelægning af genanvendt materiale, hvor man også kan lave andre aktiviteter.
Motorikbane i robinietræ med faldgrus underlag: en udfordring for børn og unge i alle aldre. Den rige vifte af balancerings-, svajende-, klatre- og kravleaktiviteter er gode til balancetræning. Følelsen af balance er nødvendig for at styre mange livskundskaber, der er nødvendige for læring, f.eks. at koncentrere sig og endda være i stand til at sidde stille. Gentagne ture på motorikbanen træner vigtige sociale og følelsesmæssige færdigheder som f.eks. køkultur, hensyntagen til andre og samarbejde. Mangfoldigheden af aktiviteter gør motorikbanen egnet til træning af grundlæggende fysiske, sociale og følelsesmæssige evner.

Legeplads med rutsjebane, svævebane, rede-gynge og snurretop rettet fortrinsvist mod børn.
Løbe- og gå-sti omkring aktivitetsområdet: Stien forbinder hele områdets samt ind til eksisterende stier i skoven, og etableres i stampet stabilgrus og stenmel. Dette underlag er godt til at løbe på til opvarmning til træning eller til at løbe om kap og bliver ca. 400 meter langt. Stien er også egnet for gangbesværede eller kørestolsbrugere – dertil bænkene langs med stien, hvis man har brug for et hvil, eller de kan bruges til at lave fysiske træningsøvelser som boxjumps, step-ups, samt hævede push-ups.
Lokal forankring
I processen med at bringe projektet til livs har foreningen arrangeret et borgermøde i foråret 2023 for egnens beboere, med information om ideerne omkring projektet. Til dette møde inviterede foreningen også de lokale til at komme med feedback, om det måtte være både ideer eller bekymringer. Det har altid været vigtigt for foreningen, at forankre projektet solidt i lokalsamfundet. Det ledte derfor også til en efterfølgende workshop, der blev afholdt i efteråret 2023. Der blev først informeret om videreudviklingen af projektideen på baggrund af borgermødet, og der blev derefter inviteret til gåtur på området med god dialog om placering af faciliteterne, der kom godt konstruktivt input. Der blev også afholdt to workshops; én omkring biodiversitetsdelen, samt én om træningsaktiviteter.
- Udendørs træning; hvilken slags træning kan man kan lave med det nye anlæg, hvordan vi skal tilrettelægge holdtræninger, hvem der har interesse, osv.
- Biodiversitet; hvilke frugttræer, bærbuske, og andre planter skal vi inkludere i projektet. En gruppe af interesserede satte sig sammen for at diskutere og komme med et oplæg.
Midtsjællands Efterskole bistår med at bænke, bålplads, samt donation af marksten til anlæggelsen af bålpladsen samt til stenbunker til insekter og bier.
Spejderne FDF Ny Tolstrup vil bygge insekthoteller, og de har været så ivrige, at der allerede nu står et lille insekthotel på pladsen. Frivillige i byen vil hjælpe i forhold til biodiversitetsdelen af projektet, hvor der skal plantes træer, buske og planter, og de skal plejes nøje i den første del af perioden efter anlæggelsen. Der skal årligt også beskæres og passes. Det der beskæres skal blive på området og lægges som kvashegn.
Bæredygtighed
Det er vigtigt, at vi ikke kun tænker på os mennesker, når der skabes nye projekter, men at vi også bringer biodiversiteten i fokus. Der skal plantes hjemmehørende blomster til gavn for sommerfugle, insekter og fluer. Der skal plantes bærbuske frugttræer til gavn for både mennesker og fugle. Vi bygger også insekthoteller, og laver stenbunker og kvashegn. Sten er gode skjulesteder for blandt andet vilde bier, sommerfugle og krybdyr, og hvis stenene står i sol, er de også gode varmesteder for dyrene.

Vi ønsker at det nye anlæg passer godt ind i vores omgivelser, og har derfor valgt at alt skal laves i robinietræ da det holder længe. Andre dele laves i rustfrit stål eller genanvendt materiale som Ecocore HDPE.
Jord, der flyttes i forbindelse med anlægning af faciliteter, forbliver på matriklen og anvendes på en anden del af området.
Kommunikation om projektet
Ved indgangen til pladsen opføres et skilt med information om de parter, der er med til at finansiere projektet.
Vi har en aktiv facebookside både for foreningen EIF Ny Tolstrup samt den lokale gruppe Ny Tolstrup og Omegn, samt dele information om faciliteter og aktiviteter i Osted, Lejre og Hvalsø.
Der skal afholdes et åbningssarrangement hvor alle fra omegnen inviteres til at komme og deltage, selvfølgelig også aktører der har finansieret samt alle leverandører.
Foreningen EIF Ny Tolstrup vil afholde årlige aktivitetsdage, hvor vi laver fælles aktiviteter på området. Ligeledes vil vi lave kom-og-prøv-arrangementer i forhold til træningsdelen, så alle kan komme og få inspiration til hvordan man kan træne ved træningsanlægget. Vi er i god dialog med Lejre Kommunes idræts- og foreningskonsulent om hvordan vi skaber aktiviteter der favner bredt og inddrager mange borgere.
Vi siger tusind tak for støtten til

